Jeg ser fremad og ikk tilbage, så nu kan i få en tår af mit blod at smage.

Hej allesammen.
Jeg har tænkt meget over hvad mit første "rigtige" blogindlæg skulle være.
Tankerne om mobning, stoffer, rygning, skole, og alt det der har strejfet mig, men det skriver alle om. Det er vigtigt at kunne skille sig ud, det gør jeg nu.
Inden i læser det vil jeg sige at det ikke er et råb om hjælp eller opmærksomhed. Jeg gør det fordi jeg har fortrængt sandheden i snart 20 år.
Jeg er godt selv klar over den, men de fleste andre mennesker er ikke.
Jeg har været nervøs de sidste 8 år af mit liv fordi noget forandrede alt. En opperation.
Jeg håber i er med på at spole tiden 19 år tilbage, til 1993 d. 15 februar?

Den dato blev en lille dreng født ved navn Morten.
Det er mig selvfølgelig.
Jeg var som så mange andre børn en lille skrigehals men lægerne fandt hurtigt ud af der var noget galt.
Rigtigt skulle jeg være blevet født d. 10, men jeg ville ikke ud.
Det fik konsekvenser for mig. De valg man træffer giver altid konsekvenser, og det valg jeg traf dengang, gav mig en konsekvens jeg er tvunget til at leve med resten af mit liv.

Jeg kom ikke ud på den rigtige måde og lægerne kunne så konstatere, at min højre arm, var blevet fuldstændig lam. Jeg kunne ikke bevæge den og det første lange stykke tid, gik jeg med en skinne for at støtte på den. Jeg blev ældre og jeg vendte mig til at jeg ikke var ligesom alle andre, selvom jeg prøvede at være det. I de andre børns øjne var jeg anderledes og det kunne jeg mærke, jeg blev mobbet af nogle af dem som følte sig hævet over os andre og deres magt gik for det meste ud over mig.
Jeg blev ældre og jeg gik til genoptræning med min arm, jeg kunne begynde at bevæge den mere og mere, men det var ikke meget, jeg kunne ikke engang spise med kniv og gaffel. Det var nogle hårde år, jeg begyndte at være sammen med nogle af dem som accepterede mig som jeg var, men det var dårligt selskab for hvordan jeg udviklede mig. Jeg begyndte at lave hærværk med dem i en meget tidlig alder men alligevel havde jeg nok respekt for mine forældre og for mig selv at jeg til sidst sagde stop. Det var godt inden det endte helt galt. Jeg fortryder stadig de ting den dag idag.

Nu var jeg nået til et tidspunkt i mit liv hvor jeg fandt ud af at der var flere andre end mig der havde den samme skade. Den blev mere kendt og fik et navn, kaldet: Duchenne erps parese. Jeg så noget om det i lægens bord og fik at vide at der var nogle læger der havde forstand på det på Viborg Sygehus. Mig og mine forældre fik straks lavet en tid og kom derop. Jeg kan huske vi ventede på en laaaaaang gang. Her skulle jeg til Røntgen Scanning så de kunne se hvordan min krop så ud.
Vi ventede på svar derfra og endelig fik vi et, men de kunne ikke finde ud af hvad det var.

Så var vi på bar bund igen og vidste ikke rigtigt hvad. Senere på året fandt vi så ud af der var en forening kaldet: Av min arm. Den havde medlemmer med folk som mig, deres forældre og sådan. Der igennem fandt vi så ud af at der var ÉN læge i Danmark som kendte til sygdommen og som kunne operere den. Vi henvendte os straks til ham, han var læge på Århus Kommunehospital. Vi fik aftalt en tid med ham og han fik set på min arm. Efter hans mening var der to forskellige operationer mulige, jeg kunne få vælge at få savet min arm af og sat den på igen, eller få åbnet for min skulder og flyttet nogle muskler. Han mente at det var mulighed nummer to der var mest passende, gudskelov for det.
Jeg ventede nogle måneder, så skulle jeg op og få sat mål på hvordan min gips skulle side og hvor meget de skulle bruge.
D. 14 Januar 2004 var dagen jeg skulle opereres. Jeg var meget nervøs, det var mine forældre også. Jeg blev lagt i sengen og blev bedøvet. Jeg mener der gik 2 timer hvor de opererede i mig, hvorefter jeg vågnede på opvågninsstuen. Det første jeg så var mine forældre der kigge mig i øjnene og jeg kunne kun tænke på hvordan faen min gips sad. Den sad nemlig på en meget speciel måde. Der var gips og forbinding rundt om maven hvorpå den endte i min højre arm. Gipsen var lavet så min højre arm rakte helt op i luften. Sådan skulle den så sidde i 7 uger. Det var jeg meget nervøs for i skolen, da jeg tidligere snakkede om mobningen. Jeg var på sygehuset i 3 dage, jeg skulle have blevet der i 2 uger men jeg ville ikke være der længere, jeg ville hjem, og det kom jeg. Køreturen hjem, græd jeg hele vejen, min arm gjorde pisse ondt, den var i smerter under hele turen, 2.5 time. Det var en rigtig LANG tur. Da jeg kom hjem opdagede vi til vores store forventing at mit ar var begyndt at bløde, nogle dage efter. Jeg blev tvunget til at skulle have skiftet forbinding 1-2 gange om dagen i over en uge, det var en kamp. især når min arm sad deroppe. Jeg kom i skole efter 2 ugers ventetid og alle i min klasse ville skrive på min gips. Jeg havde aldrig fået den opmærksomhed før. Den var dejlig. Jeg snakkede om nogle mobbere her før, og det kom der også, fra EN person. alle andre havde fået respekt for mig. Det var rart at folk så mig med et andet synspunkt nu. Folk spurgte hele tiden ind til hvad der var skete og sådan, jeg var ivrig efter at fortælle det. Sådan her gik det så i de næste 7 uger. Så skulle jeg have gipsen af. Først prøvede de at se om de kunne rygge den af, men den sad for stramt. Den anden metode de havde var at bruge en slags rundsav. Så jeg fik høreværn på og bad til at de ikke skar mig i armen. Det var ubehagligt og det knurrede i hele min krop. Efter det holdte jeg min højre arm oppe med min venstre, fordi den skulle ned igen og det var ikke bare lige sådan at gøre det når den havde siddet udstrækt i 7 uger. Jeg kom ind og snakkede med Michael, min læge, om de hele. Jeg fik min arm ned og hans sagde at jeg var den hurtigste han endnu havde haft til at få den ned, så det var jeg selvfølgelig stolt over. Jeg kunne ikke bevæge den overhovedet, så jeg begyndte til genoptræning igen. Det gjorde jeg i nogle måneder og efter et halvt år, blev den, som den er den dag idag. Den er tynd, pga at musklerne blev "smadret" under operationen, fordi de ikke kunne bevæge sig i 7 uger. Så jeg er et tilfreds menneske nu. Jeg har fået min arm opereret, jeg kan bruge den til de mest nødvendige ting og selvom den er tynd, har jeg fra nu af, valgt at acceptere at det er sådan den ser ud, og jeg kan ikke gøre en skid ved det! Det var min historie om mine inderste tanker. Jeg håber i giver mig noget respons til den, hej hej! :)